torsdag den 8. november 2012

Min mor af Annamette Fuhrmann

 ”Ved du hvad din mor gør som det første om morgenen? Ved du hvilke tanker hun gjorde sig den dag hun fandt ud af at hun var gravid med dig? Ved du hvad hun inderst inde håber for dig?”

Sådan lyder nogle af spørgsmålene i Annamette Fuhrmanns bog Min Mor, som netop er blevet genoptrykt. Bogen fra mor til datter, og indeholder 1000 spørgsmål, som moren svarer på og som i udfyldt stand bliver et værdifuldt familiedokument, hvor du bliver klogere på din mor og det liv hun har levet.

Køb bogen i enula 9


Annamette  fortæller om bogen...

"Det spørgsmål de fleste stiller mig er hvorfor jeg har skrevet bogen? Og hvorfor jeg har det, er nok mere en tilfældighed end at jeg gik og overvejede det længe. Men helt konkret stod jeg en dag og rodede i min mors tørklædeskuffe derhjemme. Og mens jeg trak det ene op efter det andet kom jeg til at tænke på, hvor hun mon havde haft dem på henne? De fleste af min mors tørklæder er ældre end mig, og jeg syntes pludseligt at der var så meget historie om min mor, som jeg ikke anede noget om. Alt det liv hun havde levet før mig, var jo rigtigt interessant at dykke ned i, og jeg var selv nået til det punkt, hvor jeg måske var blevet voksen nok til at indse, at min mor også var et menneske, og ikke bare min mor. At hun måske var skide træt af at jeg altid smed mit tøj over det hele, når jeg var hjemme på besøg. At hun måske gik og dagdrømte ligeså meget som mig. At hun måske havde haft en vildere fortid end den jeg kendte til.

Det var startskuddet. Og jeg gik i gang med at formulere de 1000 spørgsmål, som jeg syntes bogen krævede for at komme langt nok omkring.
Jeg har brugt min egen mor, som målestok for, hvad der føltes relevant at svare på og hvor grænsen gik i forhold til det der er privat. På den måde fik vi mange snakke om hendes liv, som det var dengang og hendes liv, før jeg blev født, men også om hende tanker og holdninger i det liv hun lever nu. Hverdagen.

Fx fandt jeg ud af at hun var vildt forelsket i en amerikansk racerkører, mens hun boede i San Francisco i 1970. Hun boede derovre hos sin onkel i et år, og havde det ikke været fordi han havde sendt hende hjem, for at tænke lidt over om hun virkelig gerne VILLE bo derovre permanent, så var det ikke sikkert at jeg var vokset op i Vejle. I Jylland. Langt væk fra det eksotiske Californien.

Den historie er bare en af mange, som jeg har grinet af og smilet af og funderet over, og derfor er jeg simpelthen så glad for at bogen igen er udkommet, så mange flere mødre og døtre kan dele de historier med hinanden"


Annamette Fuhrmann er 38 år og mor til Kasper på 5 år og Jeppe på 3 år. Hun er journalist, foredragsholder og forfatter til bl.a Min Mor og Længsler & Leverpostej – en memoir om det liv man lever i et ægteskab med to små børn. Hun blogger på www.fuhrmannfordig.blogspot.com og på www.altomdig.blogspot.com.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar